Afhent din ordre gratis på Nørrebro eller Amager eller få gratis levering ved køb over 500,-

Om Réviv Studio

Réviv Studio blev grundlagt af Sarah under Covid-19 pandemien. Under nedlukningen fik hun ideen til at indsamle gamle smykker og give dem nyt liv gennem redesign. De vigtigste elementer for Sarah var at sørge for, at alle smykkerne bliver lavet i hånden hjemme i Danmark og sørge for, at alle dele af forsyningskæden er så bæredygtige som muligt.

Sarah er uddannet på KEA, hvorfra hun har en bachelor i Smykker, Teknologi og Business. Uddannelsen har hun suppleret med diverse kurser, bl.a. også et år på kunsthøjskolen Engelsholm. Hun brænder for at skabe smukke smykker, der fortæller en unik historie - og de skal kunne bæres i mange år, så det bliver ejerens helt personlige fortælling. Hendes største drøm er at lykkes med dette på den mest bæredygtige måde. Her kommer Réviv Studio ind i billedet.

 

Réviv Studio skaber nye tidløse designs med materialer fra smykker, der ikke længere bruges, enten fordi de er gået af mode, eller ejeren ikke kan lide dem længere, eller fordi smykkerne er i stykker. På den måde kommer materialerne i cirkulation igen, og går ikke til spilde. Noget af det bedste vi kan gøre i klimaets navn indenfor smykkebranchen, er at genanvende materialer, så der ikke skal trækkes nye op af jorden. Desværre er det stadig svært at undgå helt, og derfor er Sarah med Réviv Studio på en rejse, hvor hun vil lære, udvikle og forbedre hele tiden. Réviv Studios smykker vil oftest være en blanding af nye og gamle materialer - og når det kan lade sige gøre, vil materialerne være 100% genanvendt!

 

Idéen til konceptet opstod, da Sarah under Covid 19 gik og ryddede op derhjemme og indså, at hun havde et hav af smykker, der ikke passede hende længere. Nogle var ti eller tyve år gamle og passede ikke til hendes voksne stil. Andre var i stykker eller manglede en makker i form af endnu en ørering. Det gjorde lidt ondt i hjertet, da det gik op for hende - for hun elsker alle sine smykker, og hun kunne ikke få sig selv til at skille sig af med dem. Hun fik idéen til at give dem nyt liv, og på den måde blev det meget lettere. Efter det begyndte venner og familie hurtigt at komme rendende med en masse smykker, de synes skulle tjene et bedre formål end at ligge derhjemme i den mørke skuffe. 

En eller flere dele fra de gamle smykker indgår næsten altid i Sarahs nye designs. Men hvis du går med et særligt ønske til et design, der skal skabes ud fra dine egne smykker, er det bestemt også en mulighed i de fleste tilfælde.

 

Hvordan donerer jeg - og hvorfor er det en god idé?

Hvis du har nogle smykker eller materialer liggende, som du alligevel ikke bruger, så tager Réviv Studio med glæde imod dem! Der er (næsten) ikke grænser for, hvad der kan bruges, da Sarah både laver smykker i ægte materialer som sølv, forgyldt sølv, halvædelsten og ferskvandsperler, og samtidig gerne redder "fast fashion" smykker i andre metaller og plastik - for det er bedre at bære dem om halsen end at se dem ende i havet!

Som tak fordi du vil støtte op om konceptet, vil du altid modtage en rabatkode til dit næste køb, når du donerer. Skriv til Réviv Studio på sarah@revivstudio.dk (vedhæft gerne et billede og beskrivelse af din donation), så vi kan aftale nærmere. Du er også velkommen til at aflevere dine smykker hos en af vores samarbejdspartnere her.

Trustpilot